Duftfri – SÅDAN!

Det er let – det er lækkert!

Det er ikke svært at vælge duftfrit. Det er let - og lækkert!

Hverken du selv, dit hjem, dit vasketøj eller din opvask bliver mere ren af at dufte af noget – tværtimod!

Hvorfor udsætte dig selv og dine børn for risikoen for at udvikle parfumeallergi?

Og hvorfor forurene luften omkring dig med duftstoffer, og udsætte dig selv, din familie og dine omgivelser for ubehag, migræne og luftvejsgener eller det, der er værre: svært invaliderende duft- og kemikalieoverfølsomhed (MCS)?

Passiv parfumering svarer til passiv rygning

Syg eller ej, når først man prøver den duftfri livsstil, opdager man hurtigt, hvor påtrængende og ubehagelige duftstofferne ofte er. Det kan pårørende til MCS-ramte, der jo nødvendigvis må leve duftneutralt, snakke med om.

Det svarer lidt til, når rygere holder op med at ryge, og pludselig opdager, hvor ubehagelig og uacceptabel passiv rygning er.

Passiv parfumering kan være lige så ubehagelig som passiv rygning. Og andre menneskers parfume kan også hænge i dit tøj, når du kommer hjem.

At passiv rygning er sundhedsskadelig, er der efterhånden kun få, der stiller spørgsmålstegn ved.

Præcis hvor sundhedsskadelig den omsiggribende parfumering og passive parfumering er, ved man alt for lidt om. Men nok til at lade tvivlen komme vores alle sammens velbefindende og helbred – og i sidste ende folkesundheden – til gode.

27% af voksne danskere får symptomer såsom hovedpine, luftvejs- eller øjengener af almindeligt forekommende luftbårne kemikalier. 3,3 %, svarende til mere end 100.000 mennesker, har så alvorlige symptomer på MCS, at det har haft sociale og/eller erhvervsmæssige konsekvenser for dem.

Børnene er ikke blevet spurgt.

Gennemfør et forsøg

Er du ikke overbevist? Så gennemfør et forsøg. Gør dig selv, din familie, jeres tøj og jeres hjem parfumefrit og duftneutralt i en periode - og se, hvad der sker med jeres trivsel og jeres opfattelse af duftene.

Gå efter de parfumefri produkter, næste gang du handler ind. Det er ikke svært, for der er mange parfumefri mærker at vælge imellem, med produkter inden for alle kategorier: personlig pleje, vaskepulver og rengøringsmidler.

Det er let - og det er lækkert!

Læs mere om udvalget af duftfri produkter her.

Læs mere om duftstoffer og sundhed her.