Vindertekster og -tegninger i konkurrencen for børn og unge 2015

Nedenfor kan du se de i alt ni eventyr, digte og tegninger, der vandt 1., 2. og 3. præmie i konkurrencen.

Teksterne og tegningerne er gengivet, nøjagtigt som de er sendt ind. Vi har ikke rettet eller redigeret i dem.

 

1. PRÆMIE

Eventyr: Lugte Hans

Af Emma Vils Larsen, 11 år, Brovst

 

En ung mand ved navn Lugte Hans og hans to ældre brødre Filip Duftenberg og Silas Duftenberg, havde set en annonce i avisen. Der stod følgende "På slottet afholdes en kæmpe fest, prinsesse Mille Christina Sommerglad vil finde en ung mand som hun kan gifte sig med". De to største brødre gik begge ind og gjorde sig duftende, det var deres speciale.

"Hej fader, Filip og jeg tager over til slottet", sagde Silas. De satte sig op på hestene og red mod slottet. "Hej fader, jeg tager til slottet", sagde lugte Hans beslutsomt. "Nej det gør du ikke", svarede faderen. "Seriøst fader, dit navn er Dufte Claus , og så dømmer du mig", sagde Lugte Hans. Faderen nåede ikke at sige mere før Lugte Hans tog sin ged og red af sted.

Filip og Silas var næsten nået op på slottet. Silas Duftenberg kunne alle duftene forfra og bagfra, og Filip Duftenberg kunne alle duftene i parfumer og sæbe.
Lugte Hans fik øje på en død krage ved siden af vejen. Han proppede den i lommen og red videre. Der var mange spændene ting ved siden af vejen. En træsko lå i grøften, "den skal da også med", tænkte Lugte Hans. Han fyldte træskoen med mudder. De to brødre var nået hele vejen til slottet.

Først var det Filips tur til at møde prinsessen "øhm... Hej", sagde han genert. 'Atju', prinsessen nøs voldsomt, hun kunne ikke tåle parfume eller duftstoffer. "Væk", sagde prinsessen bestemt.

Silas var den næste. "Øhm....", begyndte han. 'Atju', prinsessen nøs igen. "Væk", sagde prinsessen.

Filip og Silas red bedrøvede hjem.

Efter et par timer kom Lugte Hans ind i salen hvor prinsessen sad. "Her dufter skønt", sagde Lugte Hans. "Vi steger hanekyllinger", sagde prinsessen fnisende. "Så kan jeg vel også få stegt min krage", sagde Lugte Hans mens han lagde kragen i træskoen med mudderet. Han lagde den på grillen. "Åh, du kan få mig til at le, og du bruger ikke parfume, du skal være min nye prins.

Der stod tre skrivere og en oldermand og skrev alt hvad de sagde ned. Oldermanden var den værste, han kunne ikke forstå, så Lugte Hans smed det sidste mudder i hovedet på ham.

Kongen var henrykt over Lugte Hans.

"Hvad hedder du egentlig?", spurgte prinsessen. "Jeg hedder Lugte Hans", svarede han. "Hvad skal jeg kalde dig, Mille eller Christina?" Spurgte Lugte Hans. "Jeg hedder Mille Christina Sommerglad, men du kan bare kalde mig MCS" svarede prinsessen. De blev gift, og levede lykkeligt til deres dages ende.

 

1. PRÆMIE

Tegneseriestribe: Historien om Åse

Af Sif Skov Christensen, 13 år, Hillerød

 

 

1. PRÆMIE

Digt: Duftstoffer

Af Sigrid Valentin Snog, 13 år, København Ø

 

Maleren malede bænken

Bænken blev malet i en mørkegrøn nuance

Med et tvist af elegance

Duften sved i næsen af serpentin

Det dufter fælt

ligesom benzin 

han havde Sikkerhed for både øje og mund

og med en god grund

 

Hvis du indånder ekstreme kemiske stoffer,

Så kan din hjerne hurtigt blive et offer

Alt det Duftforurening og parfumering

 

Den dejlige duft af brød hos bagerren

Bliver overskygget af røgelsen fra aftageren,

Det er den kemiske stof

Som har sit hof

For der er en butik som vasker

Med farlige syntetiske gasser

 

2. PRÆMIE

Eventyr: Neutralshampooen

Af Alberte Maria Lodahl, 13 år, Slagelse

 

”Jeg er så glad i dag” sagde neutralshampooen, der stod på hylden i hr. og fru Nilsens parcelhus. Badeværelset i Nilsens hus var nemlig altid rent og pænt. Faktisk var neutralshampooen en veltilfreds shampoo. Den var blevet købt lige for næsen af L`Oreal Paris shampooen, der påstod, at den gjorde håret shiny i op til fem dage. Den havde endda kigget nedladende på neutralshampooens allergiforbund og svanemærke, der ellers stod så flot til dens lidt blege hud.  ”Jeg er ny i kollektionen” sagde  L`Oreal Paris shampooen, og stillede sig i lyset fra loftet i butikken, så dens ”new” mærke skinnede. Så stak den låget i sky.

Man er ikke så ung, som man har været, tænkte neutralshampooen, som stod og drejede rundt foran hr. og fru Nilsens badeværelsesspejl. Der var snart kun en bundskraver tilbage i den slanke flaske. En hånd greb fat i shampooen, nu var det vaske tid for fru Nilsen. Hun trykkede hårdt på neutralshampooen, men den udstødte kun nogle underlige lyde. Fru Nilsen rystede neutralshampooen, så den blev helt rundtosset. Så blev den smidt på klinkegulvet. ”Ups et lille uheld, det kan jo ske for enhver”, tænkte neutralshampooen, der havde fået en bule ved faldet. Der var gulvvarme på badeværelset, så neutralshampooen så det, som en chance for at få lidt kulør og lagde sig godt tilrette.

Da Fru Nilsen kom ud af badet, smed hun neutralshampooen i skraldespanden. ”Hov hov” sagde neutralshampooen og viftede med låget. ”Jeg hører til på den øverste hylde”. Men fru Nilsen hørte ikke den paniske stemme, der kom nede fra skraldespanden.

Dér lå neutralshampooen så i flere dage, og med tiden var den blevet godt træt af at undgå at få ting smidt i låget. Pludselig en dag hørte neutralshampooen en stemme, som den ikke kunne tage fejl af. Den havde flere gange haft marridt om dén som stemmen kom fra. Neutralshampooen kæmpede sig op gennem bjerget af papir og toiletruller, og med rystende låg kiggede den lige op i øjnene på L´Oreal Paris shampooen.

Neutralshampooen stod på en toiletrulle. Den kiggede op på den nypudsede hylde, hvor den var blevet erstattet af den splinternye L`Oreal Paris shampoo. Nu er min tid slut, sagde neutralshampooen til sig selv. Godt nok er jeg ikke ny i kollektionen eller har en garanti på shiny hår i op til fem dage, men i det mindste er jeg da ikke fyldt op med parabener og parfume. Og med disse ord lod neutralshampooen sig falde tilbage med god samvittighed lige ned i bunden af skraldespanden.

 

2. PRÆMIE

Eventyr: Flaskedrengen Ole

Af Mette Sofie Højte Poulsen, 13 år, Holte

 

Der var engang for meget længe siden en flaskedreng, som hed Ole. Ole boede i et kongerige, der hed Industria. Industria var centrum af alt produktion i omegnen. En dag skete der en eksplosion i parfumefabrikken. Den udsendte en giftig gas, som gjorde, at alle i nærheden blev syge. De fik røde øjne, der løb i vand og udslæt, der kløede over hele kroppen. Kongen udlovede en dusør på den underskønne prinsesse og det halve kongerige til den, der kunne finde en modgift. Ole begyndte straks at lede i gamle medicinbøger efter en modgift. Efter mange timer fandt han, hvad han ledte efter. Han skulle opsøge tre hekse, som hver havde nogle planter, der hed Antihistamina. Ole samlede noget mad og gik i retning af heksene. De boede i en lille stenhytte med græs på taget og røg ud af skorstenen. Han gik derind, og der stod tre gamle og krumryggede damer. De havde spidse næser, hæsligt tøj på og lugtede af rådne æbler.”Jeg ønsker jeres Antihistamina,” sagde han. De gamle damer smilede. ”Så må du først bestå vores prøver,” sagde de i kor. ”Hvad kan rejse jorden rundt uden nogensinde at forlade sit hjørne” sagde den ene heks. Heldigvis var Ole god til gåder og kunne allerede svaret. ”Et frimærke” svarede han stolt. ”Hvad er det, der altid er på vej, men aldrig rigtig ankommer,” spurgte den næste.  Ole havde allerede svaret og svarede hurtigt ”imorgen”. Den sidste heks smilede. ”Det er sjældent, at det bliver min tur, men hvad ser en bonde dagligt en konge sjældent og gud aldrig,” sagde hun. Ole havde aldrig hørt den før, så han tænkte så det knagede. Der gik flere minutter, før han svarede. ”Sin ligemand! Det må det være! En bonde ser dagligt en anden bonde, en konge ser sjældent en anden konge, og Gud ser aldrig en anden Gud”. De tre hekse så helt forbavsede ud. Men en aftale er en aftale, og de gav ham modgiften. Ole gik hjem og gav modgiften til kongen. Som lovet, blev han gift med prinsessen og fik det halve kongerige, og de levede lykkeligt til deres dages ende.

 

2. PRÆMIE

Eventyr: Eventyret om hvordan parfume-prinsessen blev parfume-fri

Af Ida Maria Laksafoss, 12 år, Haslev

 

Der var engang en prinsesse som elskede at bruge parfume. Hun brugte det dagen lang. Nogle gange brugte hun det også om natten. Det holdt nemlig monstrene og dragerne væk, for de var nemlig allergiske over for parfume. Deres hud blev helt rød og hævede op med blærer, tør hud og alskens ting og sager. Det var ikke særlig rart for dem, så de holdt sig væk fra prinsessen.

 

En dag, da prinsessen stod op, kunne hun se noget, som hun ikke før havde opdaget. Dér på hendes arm sad en masse små dyr.

-Jeg er amyl cinnamal!

-Og jeg er cinnamyl alcohol!

-Og jeg er hydroxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde!

Sådan sagde alle de små dyr, men prinsessen forstod ikke en dyt, af det de sagde. Prinsessen var nu engang lidt små-dum, så hun begyndte at skrige. Hun skreg så højt, at alle tjenestefolkene fik hovedpine resten af dagen.

 

-Far! Hjælp mig! Få dyrene væææææk! Aaaaaaarhhhhhh!

Sådan skreg prinsessen. Man kunne høre det helt ude på landet, mange kilometer fra slottet.

Kongen var kun lige kommet ud af sengen og var stadig lidt søvndrukken, men han spurgte alligevel:

-Hvad er der min pige?

-Der sidder små dyr på min arm…

Kongen havde ikke forstand på sådanne finurligheder, og han var i tvivl, men sagde så:

-Tja… Tjo…. Du kan vel vaske dem af…

Prinsessen styrtede ud på det kæmpe, kongelige badeværelse. Hun smed straks tøjet og hoppede op i badekarret. Nu brugte hun alskens sæber og opvaskemidler, men dyrene forsvandt ikke, tværtimod! De fordobledes! Det var nok fordi, prinsessen jo som sagt var lidt små-dum, så hun vidste ikke, at det var parfumen som havde alle de små dyr i sig. Og hun brugte jo heller ikke parfumefri sæbe.

Hendes hud blev rød og begyndte at hæve.  Da tog kongen hende med til doktormanden.

-Det er såmænd bare lidt god gammeldags parfumeallergi!

Kongen var ikke tilfreds med denne forklaring, så han sagde:

-Hvis du kan få dem væk, så får du prinsessen og det halve kongerige!

Prinsessen brokkede sig kortvarigt, men blev hurtigt nedstemt.

Doktormanden tog imod kongens tilbud, og så blev prinsessen ellers vasket med parfume-, parabene- og alt-muligt-andet-fri sæbe.

Prinsessen brugte aldrig parfume igen, og så var alle jo glade! Næsten da… Kongen måtte hyre 50 nye bodyguards til prinsessen, nu da parfumen ikke længere skræmte monstrene og dragerne væk. Når en af bodyguardsene blev spist, så hyrede kongen bare en ny.

Og doktormanden blev gift med prinsessen, og han fik det halve kongerige samt 23 små-dumme børn.

Og de levede lykkeligt til deres dages ende.

 

3. PRÆMIE

Eventyr: Kemikalie Eventyret

Af Jonathan Møller Højgaard, 9 år, Nærum

 

Det er en kold nat, Jakob vågnede, det kradsede over hele kroppen. Hans mor vaskede altid hans sengetøj i vaskepulver med parfume i. Hans tøj duftede godt, men det kradsede også. Men nu skulle det være nok.

Jakob går ned i køkkenet og finder mors kemikalier, han tager dem og blander dem. Han koger og ryster dem sammen. Pludselig eksploderer den lava-farvede kemikalieblanding.

Udenpå er han normal, men indeni er han blevet til et monster. Hvis han går forbi nogen, bliver de alvorligt syge og end ikke lægerne kan ikke nå at hjælpe dem. Først begynder øjnene at klø. Derefter begynder næse og øjne at løbe i vand. Han er hel grøn indeni, ingen kan stoppe ham. Han er uovervindelig. Han er ikke bange for noget.

Ingen vidste, hvor sygdommen kom fra. Han er blevet et makro kemikalie.

Det eneste der nu kan stoppe ham er, at menneskeheden holder op med at bruge unødvendige kemikalier i hjemmene.

Fem dag senere opdager mor, at han er ved at blive til en zombie.
Halvdelen af ham er en zombie og den anden halvdel af ham er almindelig.
Nogen gange er Jakob stærk nok til at råbe på hjælp. ”Hvææsssss, hjælp mor, du skal fjerne alle kemikalier i hele byen, så kan du redde mig mooooorrr”.

Nu skal moren ud og redde ham. Hun går op til Rådhuspladsen og råber til alle sammen. Jeg ved hvordan vi kan stoppe den her sygdom. Vi skal fjerne alle ubrugelige kemikalier i byen. Og så reddede moren sin søn og alle folk i byen. Men det gik ikke som planlagt...

Folk ville ikke lytte til hende. Det var meget alvorligt. Hvis ingen ville lytte til hende, måtte hun selv klare det. Hun må komme ind i andres huse og tage deres ubrugelige kemikalier. Men det var ikke så let, for hun var ved at blive opdaget. Manden, som boede i huset, han rav et stykke af hendes sorte kappe af. Nu har hun været i næsten halvdelen af byen. Drengen Jakob var snart ved at blive til en zombie, der var ikke så meget tid tilbage.

Slut

 

3. PRÆMIE

Tegning: Mmmm... monster sundt!!

Af Lukas Vanborg Schakow, 12 år, Aarhus C

 

 

3. PRÆMIE

Eventyr: Prinsessen der ikke smilede

Af Pernille Grand Moestrup, 14 år, Hadsten

 

Der var engang en prinsesse. Men nu tænker du sikkert den slags med lyser krøller og et smil på læben, og det var ikke lige sådan en prinsesse, hun var. Faktisk havde hun kort hår og aldrig et smil på læben. Det bekymrede kongen, for hvordan skulle hun en dag kunne blive en god dronning, hvis hun ikke kunne smile? Derfor lovede kongen prinsessens hånd væk til den mand i kongeriget, der kunne få prinsessen til at smile, og derefter kom prinser fra hele landet med blomster og poesi, og håbede på antydningen af et smil, men prinsessens blik var iskoldt. Deres poesi kunne de tage med dem, når de gik, men blomsterne fik lov at tage plads på hendes soveværelse, hvor der efterhånden næsten ikke kunne være flere blomster.

Men hen ad vejen begyndte prinsessen at få det dårligt. Og selvom det var rart med de mange duftende roser, begyndte hun at blive syg. Lægerne dømte hende til at være uhelbredelig syg, og da kongen hørte det, blev han fortvivlet. Hans datter smilte ikke, og nu var hun også uhelbredelig syg. Derfor lovede han nu, at den, der helbredte prinsessen, ville få prinsessens hånd.

Denne gang kom folk igen fra hele landet for at helbrede prinsessen, men ingen af dem, der kom, kunne helbrede prinsessen, heller ikke en mand, der prøvede at helbrede hende med et kys. Deres besøg havde derimod den modsatte effekt, for de havde alle blomster med for at smigre hende. Kun stuepigen kunne se, hvor fejlen var, og en dag, da hun var træt af at åbne døren for mænd, der ville helbrede prinsessen, trådte hun selv ind ad døren, og tog alle de blomster, hun kunne have i favnen og smed dem ud ad prinsessens vindue.

Den dag fik kongen et usædvanligt syn at se. Ned fra himlen dalede det med blomster, som prinsessen havde fået af adskillige mænd. Kongen vidste efterfølgende, at stuepigen ikke ville kunne gøre hans prinsesse rask, men den måde stuepigen bare gik ind på prinsessens værelse og smed alle blomsterne ud af vindues, så de regnede ned på hendes far. Den måde hun havde gjort det, havde fået prinsessens læber til at kruse i et smil. Kongen forbød blomster på hele slottet for at vise hensyn til hans datter, som levede lykkeligt til hendes dages ende med stuepigens hånd i sin og et lettet smil på sine læber.